Kurdistan

Den samlede kurdiske befolkning udgør mellem 25 og 30 millioner mennesker, og er den største etniske gruppe i verden uden eget land. De fleste kurdere er bosat i Tyrkiet, men der er også mange, der bor i Iran, Irak, Armenien og Syrien.

Den kurdiske nationalisme og kampen for en selvstændig kurdisk stat har stået stærkt siden slutningen af 1800-tallet. Det osmanniske rige dækkede hele Balkan, Lilleasien, store dele af den arabiske verden og Ægypten. Riget blev opløst i kølvandet på 1. Verdenskrig, hvor sejrherrerne fordelte landområderne mellem sig. I den første fredsaftale, der blev underskrevet i Sèvres i 1920, blev der taget hensyn til kurdernes ønske. Her blev det fastslået, at de områder, hvor kurderne var i flertal, skulle gøres til en selvstændig, kurdisk stat. Det blev dog trukket tilbage i 1923 med Lausanne-aftalen, hvormed de områder i stedet blev fordelt mellem Tyrkiet, Iran, Irak og Syrien. Kurderne gjorde oprør, og det blev begyndelsen på en selvstændighedskamp, der stadig kæmpes i dag.

Kurdernes kamp for selvstændighed har mødt hård modstand. Mange er blevet udsat for politisk forfølgelse, og kurdiske forfattere, journalister og menneskerettighedsforkæmpere er blevet fængslet og dræbt. Civilbefolkningen er blevet udsat for tvangsforflytning og massakrer, og kurdisk sprog og kultur har været forbudt. Noget, det har gjort det vanskeligt for kurdernes kamp, er manglende koordinering og interne stridigheder i form af stamme- eller klanopgør.

Kurderne i Tyrkiet

Størstedelen af kurderne bor i Tyrkiet. De er ligesom mange andre etniske minoriteter blevet systematisk undertrykt, siden den tyrkiske republik blev oprettet med Lausanne-aftalen i 1923. Tyrkerne slog hårdt ned på det kurdiske oprør, der brød ud, efter aftalen blev underskrevet. Flere hundrede landsbyer blev brændt ned, der blev gennemført omfattende tvangsforflytninger, og oprørere blev hængt i hundredvis. Atatürk, republikkens landsfader, arbejdede hårdt for en fælles tyrkisk identitet, og kurdere og andre minoriteter blev udsat for en hårdhændet assimileringspolitik. Først i 1938 formåede de tyrkiske myndigheder at få kontrol over de kurdiske oprørere. Men samtidig voksede den kurdiske nationalisme sig stærkere og i slutningen af 1970erne blev det kurdiske arbejderparti, PKK, oprettet af Abdullah Öcalan.

PKK startede sin guerillakrig i 1984 og havde baser både i Irak og syriskkontrollerede områder i Libanon. De tyrkiske myndigheder besvarede PKK’s krigshandlinger med hævnaktioner, rettet mod den kurdiske civilbefolkning. Kampene var hårdest i de kurdiske kerneområder i Sydøsttyrkiet. Det, at PKK havde baser på irakisk jord, førte til, at Tyrkiet gik ind med styrker i det nordlige Irak i jagten på PKK-medlemmer. Abdullah Öcalan blev fængslet og dømt til døden i 1999, men dødsdommen blev omstødt til livsvarigt fængsel, da Tyrkiet afskaffede dødsstraffen i 2002. Efter Öcalans dom i 1999 tog han offentligt afstand fra vold, og PKK erklærede kort tid efter våbenhvile, hvad der forbedrede sikkerhedssituationen i Sydøsttyrkiet i den periode betydeligt.

Behandlingen af minoriteter er blevet bedre i forbindelse med Tyrkiets anmodning om medlemskab af EU. Kurderne har fået udvidede politiske rettigheder, og forbuddet mod offentligt at tale det kurdiske sprog er blevet ophævet. Forholdet mellem kurdere og det tyrkiske styre er imidlertid blevet forværret i forbindelse med USA’s engagement i Irak. Tyrkiet er en vigtig allieret for USA, men meler også sin egen kage: ved at kontrollere kurdernes selvstyre i det nordlige Irak, kan de også kontrollere kurdernes kamp i Tyrkiet.

PKK afblæste den ensidige våbenhvile i 2004 og genoptog guerillakrigen mod den tyrkiske regering. De fleste sammenstød fandt sted i Sydøsttyrkiet, men i løbet af 2006 etablerede flere PKK-grupperinger sig i det nordlige Irak. Det førte til krisemøder mellem Irak, USA og Tyrkiet for at afgøre, hvordan den nye situation skulle håndteres. Arbejdsgruppen formåede ikke at komme med noget resultat, og i slutningen af 2007 foretog den tyrkiske regering flere luft- og landangreb mod kurdiske baser i Nordirak. PKK har øget sin aktivitet igennem 2008, og situationen er nu helt fastlåst.

Kurderne i Irak

Kurderne i Irak har haft en højere grad af selvstændighed end kurderne i Tyrkiet, men på samme måde blevet udsat for overgreb fra det irakiske styre. I Irak fik kurderne begrænset selvstændighed i en region i Nordirak efter Lausanne-aftalen, men selvstændigheden viste sig at en lille betydning i praksis. Uenigheden om, hvad selvstændigheden indebærer, har førte til flere sammenstød mellem kurdisk væbnede grupper og den irakiske hær. Uenigheden er særligt knyttet til fordelingen af olieindtægter fra regionen.

Fra den centrale myndighed i Bagdad er der blevet slået hårdt ned på de kurdiske oprørere. Iran støttede længe oprørerne, fordi de på den måde fik svækket de irakiske myndigheder. Saddam Hussein og kredsen omkring ham fik stadig mere magt i irakisk politik op igennem 1970erne, og shahen i Iran var bekymret for de radikale strømninger i nabolandet. Samarbejdet mellem Iran og kurderne var altså allerede etableret, da krigen mellem Iran og Irak brød ud i 1980, og Iran kunne etablere militærbaser i området med delvist samtykke fra kurderne. Dét førte til omfattende hævnaktioner fra Saddam Hussein og hans regime mod den kurdiske civilbefolkning, i årene mens krigen stod på fra 1980 til 1988, hvor der også blev anvendt kemiske våben i strid med folkeretten, og 5000 kurdiske civile blev dræbt.

Da Iraks nederlag i Golfkrigen i 1991 stod klart, gjorde både kurderne i nord og shiaerne i syd oprør. De formodede, at USA ville støtte dem i kampen mod Saddam Husseins regime, men amerikanerne valgte at indgå en våbenhvile med Saddam Hussein, der således kunne sætte den irakiske hær ind mod oprørerne. Med massakrerne under Iran-Irak-krigen frisk in mente, valgte mellem 1-3 millioner irakere at forlade deres hjem og flygte op i bjergene. Der nægtede de tyrkiske myndigheder at lade dem krydse grænsen, og flygtningene blev fanget i bjergene mellem den tyrkiske grænse og de irakiske tropper. For at forhindre en humanitær krise valgte Frankrig, Storbritannien og USA at indsætte militærstyrker for at beskytte kurderne og få hjælpearbejdet startet. Samtidig blev der oprettet sikre zoner i det nordlige Irak, hvor de irakiske myndigheder var forment flyvning i luftrummet. Zonen blev patruljeret af USA, Frankrig og Storbritannien.

Flyveforbuddet, og særligt USA’s håndhævelse af det, har senere hen modtaget meget kritik. I 1996 blev der også oprettet flyveforbud i det sydlige Irak. Mange har ment, at flyveforbuddet og patruljeringen skal anses som ulovlig overvågning af irakisk territorium. Flyveforbuddet betød, at de kurdiske områder blev mere selvstændige end tidligere, og i 1992 blev den første kurdiske nationalforsamling etableret. Forsamling bestod af cirka lige mange repræsentanter fra Det kurdiske demokratiske parti (KDP), som fra Kurdistans patriotiske union (PUK). De to grupperinger har i lange perioder ligget i væbnet kamp mod hinanden, hvad der har splittet de kurdiske områder. For en tid allierede KDP sig med regeringshæren i kampen mod PUK. I 1998 indgik de to parter dog våbenhvile, og i 2006 blev de enige om en samarbejdsaftale.

USA gik ind i Irak i 2003 med det formål at styrte Saddam Hussein. I den kamp var det afgørende at få støtte af kurderne, der tilsammen besidder den største ikke-statslige militærmagt i Irak. Hårde forhandlinger fik både kurderne og Tyrkiet med USA’s side. I den nye irakiske grundlov fra 2005 blev kurderne sikret regionalt selvstyre, selvom det stadig diskuteres, hvad det præcist indeholder. Da man valgte overgangsregeringen i januar 2005, kom kurderne godt ud af det, og Jalal Talabani fik præsidenttitlen og blev det første kurdiske statsoverhoved i et arabisk land.