[[suggestion]]
Folkedrab
Folkedrab
Nazi-Tysklands koncentrationslejr, Auschwitz II-Birkenau i Polen. Foto: Unsplash/FadjarDjulizar.

Hvad er et folkemord?

FN's folkedrabskonvention definerer et folkedrab som drab (eller andre specificerede voldelige handlinger), der begås med henblik på, helt eller delvist, at ødelægge en national, etnisk, racemæssig eller religiøs gruppe.

Det, der er karakteristisk med denne definition, er, at den lægger vægt på forbryderens intention. Hvis en folkegruppe bliver udryddet, uden at der ligger en sådan intention, er det altså ikke et folkedrab i følge konventionen.     

FN's definition på folkedrab er den folkeretslige definition, som er den stater og domstole forholder sig til. Samfundsforskere, som studerer folkedrab, bruger gerne andre definitioner og flere er kritiske over for konventionens definition af folkemord.

Kritik af folkedrabskonventionens definition af folkedrab

Der er specielt to grunde til, at folkedrabskonventionen får kritik. Den ene grund er, at konventionen kun inkluderer fire gruppeidentiteter, og dermed ekskluderer andre, som kunne være lige så relevante, såsom politisk identitet, erhverv, funktionsnedsættelser, køn eller seksuel orientering. 

Hvis en stat for eksempel har til formål at udrydde alle homoseksuelle, så kan man sige, at det har så stærke lighedstegn til folkedrab, at det burde defineres som folkedrab, men det gør det ikke i folkedrabskonventionen. 

En anden kritik af folkedrabskonventionen er, at den ikke siger noget om, hvor mange ofre, der skal være, for at det skal udgøre et folkedrab. Det vil i teorien sige, at man kan have tilfælde af folkedrab med kun et offer, hvis kravet om intention og gruppeidentitet er opfyldt. Dette strider med, hvordan folkemordstudier og de fleste folk opfatter begrebet folkedrab, nemlig at det er et tilfælde af massevold med mange ofre.  

Alternative definitioner på folkedrab

Alternative definitioner fra folkedrabsstudier lægger ofte vægt på, at folkedrab er en form for ensidigt massedrab, og at identiteten til gruppen, som forsøges tilintetgjort, bliver defineret af dem, som begår folkedrabet.

Så hvis for eksempel en stat iværksætter en plan om at henrette alle personer med blå øjne eller rødt hår i et samfund, og det fører til massedrab af personer med blå øjne eller rødt hår, så kan det også forstås som en type folkedrab, selv om det ikke dækkes af folkedrabskonventionen.  

Holocaust og andre folkedrab

Det største folkedrab i historien er Nazi-Tysklands folkedrab på europæiske jøder under 2. Verdenskrig, hvor omkring 6 millioner jøder blev dræbt, fordi de var jøder. Det folkedrab går under betegnelsen holocaust, som betyder «brændoffer».

Da Tyskland blev styret af Adolf Hitler og nazistpartiet, blev også andre grupper end jøder forfulgt og forsøgt udryddet, deriblandt sigøjnere, homoseksuelle, funktionshæmmede, psykisk syge, polakker og kommunister.

Nazistenes ideologi var racistisk og voldsforherligende. Den var også besat af konspirationsteorier om jøders ondskab og magt i samfundet. 

Eksempler på folkedrab

Begrebet folkedrab blev først brugt under 2. Verdenskrig for at beskrive nazisternes organiserede massedrab af jøder og andre grupper. Det findes også andre folkedrab, begået både før og efter. Hvilke tilfælde af folkedrab, der findes, varierer både med hensyn til, hvordan man tolker definitionen af folkedrab, og hvordan man tolker historien.

Det norske HL-centers hjemmeside, Folkemord.no, har følgende liste af tilfælde, som defineres som folkedrab eller diskuteres som mulige tilfælde af folkedrab:

Det sidste eksempel handler om konflikten i Darfur-regionen i Sudan, hvor de sudanske myndigheder anklages for at have begået folkemord. FN og Den Internationale Straffedomstol (ICC) har ikke behandlet dette som et tilfælde af folkedrab, men som krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.    

Andre eksempler på folkedrab er angrebene på den kurdiske befolkning i Irak under Saddam Husseins regime i slutningen af 1980'erne og volden mod mayabefolkningen i Guatemala samme årti.

Et nyere eksempel, som FN har omtalt som folkedrab, er overgrebene som terrororganisationen, Islamisk Stat (IS) målrettet begik mod religiøse minoriteter (kristne, jesidier) fra og med 2014.

Et andet aktuelt tilfælde, som muligvis kan defineres som et folkedrab, er overgrebene som militæret i Myanmar iværksatte mod rohingyaene i 2017.

Underliggende årsager til folkedrab

Det er først og fremmest stater, som begår folkedrab. Det kan ske mod grupper internt i eget land eller mod grupper i andre lande - eller begge dele.

Folkedrab er ekstrem vold og kræver gerne ekstraordinære tilstande. Når folkedrab sker, er det vanligvis som en del af en krig. Det er heller ikke usædvanligt, at folkedrab sker som følge af territoriel ekspansion - for eksempel i form af kolonisering

Når et folkedrab bliver begået kan der være forskellige årsager og begrundelser. Ofte spiller ideologi en vigtig rolle for at retfærdiggøre volden, og rasisme er en genganger i sådanne ideologier.

Om ideologi og dehumanisering

En idelogi er et set tanker om, hvordan samfundet er og bør være. En ideologi lægger ofte vægt på konkrete mål og kan bidrage til bestemte fjendebilleder. For eksempel havde nazismen, under Hitler-Tyskland, jøder som en fjende og jødeudryddelse som et mål.

En racistisk og hadefuld ideologi bidrager til det, som kaldes dehumanisering af fjenden. Dehumanisering er at se på (eller behandle) andre mennesker, som om de ikke er ligeværdige. 

Hvis en bestemt gruppe bliver dehumaniseret – for eksempel gennem at få deres hudfarve eller religion defineret som noget mindreværdigt og afskyeligt – er voldelige handlinger mod denne gruppe mere sandsynlige. Meget tyder også på, at en sådan dehumanisering er en forudsætning for, at folkedrab kan finde sted.

Et kendetegn ved dehumanisering er, når bestemte grupper bliver omtalt som skadedyr eller andre uønskede ikke-menneskelige skabninger, såsom rotter, kakerlakker eller parasitter.

Folkedrab som etnisk udrensning

Målet med et folkedrab er ofte knyttet til at fjerne en bestemt gruppe mennesker fra et bestemt område. At fordrive eller at fjerne en bestemt etnisk gruppe fra et bestemt territorium, kaldes etnisk udrensning. Etnisk udrensning kan, i yderste konsekvens, ske i form af at et folkedrab.

For eksempel var folkedrabene, som Nazi-Tyskland begik mod jøder og andre, tæt knyttede til nazistenes politiske projekt om at skabe et større leveområde for det tyske folk. Denne politik, blev kendt som Lebensraum (livsrum), førte til folkedrab og etnisk udrensning i store dele af Europa.

Hvis man ser på den tyske ekspansion østover i Europa under 2. Verdenskrig, ikke bare som besættelse af andre lande, men som kolonisering (altså et forsøg på permanent overtagelse), kan Nazi-Tysklands folkedrab forskellige grupper siges at være sket både som følge af krig og kolonialisme.

Kolonialisme, folkedrab og etnisk udrensning

Meget folkedrabsforskning har taget udgangspunkt i de folkedrab, som totalitære diktaturer i det 20. århundrede har begået af politisk massevold mod egne borgere.

Forskningsfeltet har med tiden inkluderet tilfælde af folkedrab og etnisk udrensning, som er sket gennem imperialisme og kolonialisme uden kolonimagten nødvendigvis var et diktatur.

Den form for kolonialisme, som kaldes bosætterkolonialisme – hvor målet ikke først og fremmest er at udnytte eller «civilisere» den oprindelige befolkning i kolonierne, men at opbygge et nyt samfund med egne indbyggere – er specielt tilbøjelig til at begå folkedrab og etnisk udrensning.

I bosætterkolonialismens natur ligger der en logik om at fjerne den befolkning, som bor i området. Det skyldes, at den oprindelige befolkning, som bor der, bliver anset som en forhindring for oprettelsen af et nyt samfund. Den europæiske bosætterkolonialisme i Amerika og Oceanien er eksempler på dette.

Et andet eksempel er den europæiske zionistbevægelses kolonisering af Palæstina, som begyndte i 1880'erne og kulminerede med fordrivelse af palæstinenserne under oprettelsen af staten Israel i 1948. Dette tilfælde af etnisk udrensning hænger sammen med historien om holocaust, da oprettelsen af staten Israel er en konsekvens af antisemitisme og forfølgelse af jøder i Europa under 2. Verdenskrig.

Læs mere om Israel, zionisme og Palæstina-konflikten her.



Hvordan retfærdiggøres et folkedrab af dem, som begår det? 

Fælles for mange folkedrab er, at den gruppe, som begår folkedrabet, gerne føler en kollektiv sårbarhed selv og oplever, at de står over for umiddelbar fare, hvad enten det har rod i virkeligheden eller ikke. Folkedrabet bliver forsøgt retfærdiggjort – af dem som begår folkedrabet - som en form for selvforsvar.

Hvis gruppen, som begår folkedrabet,  oplever at uret bliver eller er blevet begået mod dem – enten dette har rod i virkeligheden eller ikke – kan folkedrabet opleves som en form for hævn.

Da racisme og totalitære ideologier er kendetegn ved mange folkedrab, er folkedrabene ofte blevet retfærdiggjort gennem troen på at udrydde bestemte grupper er en del af historiens gang, civilisationens fremmarch eller til det bedste for menneskets biologi (racehygiejne). Kort sagt, at folkedrabet bliver set på som en vigtig eller nødvendig del af en form for udvikling.  

I de fleste tilfælde er hadefulde ideer og følelser centralt kombineret med dehumanisering af fjenden, som beskrevet over.

FN og folkedrab

FN blev oprettet i kølvandet på 2. Verdenskrig og holocaust. Dette satte sit præg på, hvordan FN's regler og principper skulle se ud.

Allerede i 1948 blev FN's medlemslande enige om at oprette egen konvention om folkedrab. Folkedrabskonventionen anses som FN's første konvention inden for menneskerettigheder.

FN har også oprettet en egen afdeling som følger op på konventionen og medlemslandenes forpligtelser. Dette FN-kontor består af to specialrapportører. Den ene rapportørs ansvar er knyttet til FN's arbejde med at forebygge folkemord. Den anden specialrapportørs ansvar er knyttet til principperne, som FN har om at stoppe folkedrab og andre grove menneskerettighedsbrud ved at gribe ind med magt. Disse principper er kendt som «Responsibility to Protect» (ansvar for at beskytte).

Responsibility to Protect – ansvar for at beskytte

Det er seks kriterier som skal være opfyldt, hvis FN skal kunne gribe ind militært mod menneskerettighedsbrud i et land:

1) Det skal være en saglig grund:

a) at mange liv går tabt på grund af handlinger, som staten gør, eller fordi staten ikke vil/kan gribe ind
b) etnisk udrensning enten gennem drab, udvisning, terror eller voldtægt. 

2) Det skal ligge rigtige intentioner bag interventionen

Hovedmålet med at gribe ind skal være at standse menneskelige lidelser. Dette sikres bedst, hvis mange lande er med på operationen, og hvis den har støtte i regionen og blandt de ofre, det gælder.

3) Det skal være sidste udvej

Alle diplomatiske, humanitære og andre fredelige metoder skal være afprøvet, inden FN kan bruge militære midler.

4) Omfanget af interventionen skal være så lille som mulig

5) Det skal være grund til at tro, at interventionen fører noget bedre med sig

Der skal være en rimelig sandsynlighed for, at det lykkes at standse overgrebene. Det skal være sandsynligt, at konsekvenserne af at gribe ind er bedre end konsekvenserne af ikke at gribe ind. 

6) Interventionen skal vedtages af FN's Sikkerhedsråd



Kritik af FN's manglende evne til at forhindre folkedrab   

Der er sket flere folkedrab, også efter at FN blev oprettet. Det viser, at FN's rolle med at forebygge eller forhindre folkedrab ikke er nok. Når det kommer til FN's mulighed for at gribe ind i et land med magt for at forhindre et folkemord, ligger ansvaret og beslutningen hos medlemmene i FN's Sikkerhedsråd.

En udfordring ved at bruge militærmagt for at forhindre et folkedrab er, at det alligevel kan føre til en brutal krig, som går hårdt ud over civilbefolkningen, og det kan være vanskeligt at vide, om et folkedrab faktisk vil ske, før det er begyndt. 

En anden udfordring er, at landene i Sikkerhedsrådet har forskellige politiske interesser, som påvirker deres vurderinger og stemmeafgivelse. For eksempel har Sikkerhedsrådet fået kritik for deres manglende vilje til at iværksætte militære tiltag for at stoppe folkedrabet i Rwanda i 1994.  

Kilder

Store norske leksikon; UN.org; HLsenteret.no; Folkemord.no.

Bøger:

  • Adam Jones «Genocide: A Comprehensive Introduction» (2006)
  • Bernt Hagtvet (red.) «Folkemordenes svarte bok» (2008)
  • Thomas Vestgården og Sigmund Aas «Skammens historie: Den norske stats mørke sider 1814-2014» (2015)

Flere ressurser