Afghanistan

Afghanistans udsatte placering mellem Mellemøsten, Centralasien og Indien har betydet, at landet gentagne gange er blevet invaderet af magthavere i nabolandene. Derudover har forskellige krigsherrer traditionelt styret deres egne områder ved hjælp af private hære og domineret landets politiske scene. I årene mellem 1933 og 1973 var Afghanistan forholdsvist fredeligt, om end det var et diktatorisk kongedømme. Landet var også et populært turistmål, Kabul var kendt som en smuk by, og krigsherrerne var stort set holdt i skak. Men siden den kolde krigs fronter blev trukket op øgedes også omfanget af uro i Afghanistan.Kongen blev afsat ved et kup i 1973 og derefter fulgte nogle år med politisk turbulens. Derefter kom kommunisterne til magten for første gang i 1978. Forskellige islamiske grupper samlede sig i modstandsbevægelsen, Mujahedin (Hellige krigere) og gik til kamp mod kommunisterne. Efter opmuntring fra landets kommunistiske ledelse valgte Sovjetunionen at invadere Afghanistan i december 1979 for at sikre, at kommunisterne beholdt magten.Den sovjetiske invasion førte til en optrapning af den kolde krig, som ellers havde været inde i en rolig fase siden afviklingen af Cubakrisen i 1962. Nu mødtes de to supermagter USA og Sovjetunionen nok en gang på slagmarken. USA gik ikke direkte ind i krigshandlingerne men støttede Mujahedin med våben og militært materiel. Derudover fik Mujahedin militær hjælp af islamister fra andre arabiske lande, der så dette som en hellig krig. Det blev en lang og hård krig for det afghanske folk. Først i 1989 trak Sovjetunionen sig ud. Da havde krigen krævet over en million menneskeliv og over frem millioner var tvunget på flugt.

Afghanske mænd modtager mad fra FN's Verdensfødevareprogram i hovedstaden Kabul (Foto: UN Photo/WFP)

Afghanistans udsatte placering mellem Mellemøsten, Centralasien og Indien har betydet, at landet gentagne gange er blevet invaderet af magthavere i nabolandene. Derudover har forskellige krigsherrer traditionelt styret deres egne områder ved hjælp af private hære og domineret landets politiske scene. I årene mellem 1933 og 1973 var Afghanistan forholdsvist fredeligt, om end det var et diktatorisk kongedømme. Landet var også et populært turistmål, Kabul var kendt som en smuk by, og krigsherrerne var stort set holdt i skak. Men siden den kolde krigs fronter blev trukket op øgedes også omfanget af uro i Afghanistan.

Kongen blev afsat ved et kup i 1973 og derefter fulgte nogle år med politisk turbulens. Derefter kom kommunisterne til magten for første gang i 1978. Forskellige islamiske grupper samlede sig i modstandsbevægelsen, Mujahedin (Hellige krigere) og gik til kamp mod kommunisterne. Efter opmuntring fra landets kommunistiske ledelse valgte Sovjetunionen at invadere Afghanistan i december 1979 for at sikre, at kommunisterne beholdt magten.

Den sovjetiske invasion førte til en optrapning af den kolde krig, som ellers havde været inde i en rolig fase siden afviklingen af Cubakrisen i 1962. Nu mødtes de to supermagter USA og Sovjetunionen nok en gang på slagmarken. USA gik ikke direkte ind i krigshandlingerne men støttede Mujahedin med våben og militært materiel. Derudover fik Mujahedin militær hjælp af islamister fra andre arabiske lande, der så dette som en hellig krig. Det blev en lang og hård krig for det afghanske folk. Først i 1989 trak Sovjetunionen sig ud. Da havde krigen krævet over en million menneskeliv og over frem millioner var tvunget på flugt.

Afghanistans udsatte placering mellem Mellemøsten, Centralasien og Indien har betydet, at landet gentagne gange er blevet invaderet af magthavere i nabolandene. Derudover har forskellige krigsherrer traditionelt styret deres egne områder ved hjælp af private hære og domineret landets politiske scene. I årene mellem 1933 og 1973 var Afghanistan forholdsvist fredeligt, om end det var et diktatorisk kongedømme. Landet var også et populært turistmål, Kabul var kendt som en smuk by, og krigsherrerne var stort set holdt i skak. Men siden den kolde krigs fronter blev trukket op øgedes også omfanget af uro i Afghanistan.

Kongen blev afsat ved et kup i 1973 og derefter fulgte nogle år med politisk turbulens. Derefter kom kommunisterne til magten for første gang i 1978. Forskellige islamiske grupper samlede sig i modstandsbevægelsen, Mujahedin (Hellige krigere) og gik til kamp mod kommunisterne. Efter opmuntring fra landets kommunistiske ledelse valgte Sovjetunionen at invadere Afghanistan i december 1979 for at sikre, at kommunisterne beholdt magten.

Den sovjetiske invasion førte til en optrapning af den kolde krig, som ellers havde været inde i en rolig fase siden afviklingen af Cubakrisen i 1962. Nu mødtes de to supermagter USA og Sovjetunionen nok en gang på slagmarken. USA gik ikke direkte ind i krigshandlingerne men støttede Mujahedin med våben og militært materiel. Derudover fik Mujahedin militær hjælp af islamister fra andre arabiske lande, der så dette som en hellig krig. Det blev en lang og hård krig for det afghanske folk. Først i 1989 trak Sovjetunionen sig ud. Da havde krigen krævet over en million menneskeliv og over frem millioner var tvunget på flugt.

I magttomrummet efter, at de russiske soldater havde forladt landet, kom gamle konflikter op til overfladen. Nu da der ikke længere var en ydre fjende, kom modsætninger inden for Mujahedin til syne. Gamle allierede gik i krig mod hinanden. Samtidig havde den centrale regering, Kommunisterne, store problemer, nu da de ikke længere havde russerne i ryggen. Kommunisterne mistede kontrollen over stadigt større områder; krigsherrerne overtog store dele af landet, og kommunisterne blev endelig væltet i 1992. En ny blodig krig brød ud. Det var i denne kaotiske krig, at den sunnimuslimske nationalistbevægelse , Taleban, kom på banen. Talebans leder var dengang som nu Mullah Mohammad Omar.

Taleban er en organisation med dybe rødder i Mujahedin-bevægelsen. Talebans kerneområder er de sydlige grænseområder mellem Afghanistan og Pakistan. Taleban lovede at gøre en ende på krig og korruption, og den militante og religiøst fundamentalistiske bevægelse fik hurtigt tilhængere i landet, som længtes efter stabilitet. I perioden mellem 1994 og 1996 lagde Taleban stadigt større områder under sig og erobrede til sidst hovedstaden, Kabul. De eneste, der holdt stand var Nordalliancen, en sammenslutning, som også har rødder i Mujahedin, bestående af krigsherrer, der til sidst kun kontrollerede et lille område i det nordlige Afghanistan.

Taleban erklærede Afghanistan som en ”ren islamisk stat” og indførte streng sharia-lovgivning (islamisk lov). Fjernsyn, alkohol og ikke-religiøs musik blev forbudt. Kvinder skulle bruge burka, der dækkede hele kroppen og måtte ikke forlade deres hjem uden at være i følgeskab med en mand. Der blev slået hårdt ned på lovbrud: Tyve fik hugget hånden af, og utroskab blev straffet med stening. Taleban fik stort set stoppet borgerkrigen men stod selv bag store og alvorlige overgreb mod befolkningen. Blandt andet beskyldes Taleban for at stå bag omfattende massakrer på hazarerne, som er en etnisk gruppe, der udgør ca. 10 procent af Afghanistans befolkning. Taleban chokerede hele verden, da de i marts 2001 sprængte to Buddha-statuer i Bamiyandalen i stykker. Statuerne var udnævnt af UNESCO til verdensarv og var blevet opført fem- eller sekshundrede år e.Kr. og var 37 og 55 meter høje. Taleban så statuerne som afgudsdyrkelse.
Taleban har altid haft tætte bånd til al-Qaeda. Al Qaeda-lederen Osama Bin Laden har boet i Afghanistan i flere perioder og har haft landet som sit primære tilholdssted siden 1996. Al-Qaeda blev grundlagt i 1988 i forbindelse med Mujahedins krig mod Sovjet. Bin Laden etablerede dengang et gæstehus i grænsebyen Peshawar i Pakistan til arabiske Mujahedin-soldater. Til sidst etablerede han også baser i Afghanistan. Da Taleban kom til magten i 1996, blev baserne omdannet til træningslejre for al-Qaeda-terrorister. Samarbejdet blev formaliseret ved, at en af Bin Ladens sønner blev gift med Mullah Mohammad Omars datter.
Al-Qaeda og Osama Bin Laden blev holdt ansvarlige for terroraktionerne mod World Trade Center og Pentagon den 11. September 2001, og USA bad straks om at få Bin Laden udleveret. Da Afghanistan nægtede, gik en multinational styrke under ledelse af USA i krig. På landjorden allierede amerikanske og britiske styrker sig med Nordalliancen, og fremrykningen gik hurtigt. Derudover blev Afghanistan udsat for omfattende bombning fra luften. Det tog kun to måneder, før Taleban overgav sig. Mange tidligere al-Qaeda- og Talebansoldater blev taget til fange og sendt til den amerikanske fangelejr i Guantanamo på Cuba. Al-Qaedas leder, Osama Bin Laden, blev ikke fundet.

Afghanistan har efter Talebans fald gennemført landets første demokratiske valg, men kun i nogle dele af landet. Vinderen af valget, som blev afholdt i september 2005, blev Hamid Karzai. Han var også lederen af det interimstyre, der blev indsat, efter at Taleban-regimet blev væltet. Selvom valget blev gennemført, er der lang vej endnu, før Afghanistan bliver et frit og velfungerende demokrati. Den siddende regering består af mange fra den tidligere Nordalliance og har tætte bånd til landets krigsherrer. Konfliktniveauet har været stigende i de seneste år, og Taleban bliver stadigt stærkere. Der er hele tiden sammenstød mellem private hære under forskellige krigsherrer, og selvmordsbomber er et voksende problem.

Narkotikaproduktion i landet er også i fuld fart på vej op igen, hvilket også skaber problemer. Dette var noget, som Taleban næsten havde udryddet, men som man har mistet kontrollen over de seneste år. Afghanistan producerer i øjeblikket tæt på 95 procent af verdens opium. Ligesom i Colombia har man også i Afghanistan brugt sprøjtemidler for at dræbe narkotikaplanterne. Sprøjtemidlerne har dog den uheldige virkning, at de også dræber al anden vegetation, og dermed gør markerne udyrkbare for de allerede meget fattige landmænd.
Konflikterne mellem Taleban og den afghanske regering er blevet tilspidset henover 2007. I løbet af året blev næsten 5800 mennesker dræbt, de fleste var talebanske oprørere, men også 900 afghanske politifolk og over 200 internationale soldater blev dræbt. Årsager til den stigende uro var, at Talebans oprørsstyrker forsøgte at få et fast fodfæste i Sydafghanistan, mens afghanske og ISAF-styrkerne var blevet mere defensive. Oprørssoldater fra Taleban har draget fordel af de store sikkerhedsproblemer i landet.2007 var året med flest selvmordsbomber, siden konflikten begyndte, og mange soldater, civile og politikfolk er blevet dræbt.

Der har også været en positiv udvikling. Den afghanske hær er vokset og er blevet forbedret, selvom den stadig er helt afhængig af vestlig støtte. I nord er genopbygningen fortsat, og oprørerne har ikke været i stand til at angribe disse områder. Samtidig bliver der dog produceret mere opium end nogensinde. Pengene går til Talebans oprørsgrupper samt krigsherrer og kriminelle bander, der angriber politiet for at sikre deres egne økonomiske interesser. Det gør situationen meget kompliceret med mange forskellige aktører. Præsident Hamid Karzai har flere gange forgæves inviteret ledere fra Taleban til forhandlinger flere. Taleban nægter at forhandle med regeringen så længe, der er internationale styrker i landet.

I den seneste tid har forholdet mellem Pakistan og Afghanistan været et stigende problem, hvor begge parter har vist ringe vilje til at løse problemer med Taleban-baser i grænseområderne mellem de to lande. Afghanske og pakistanske styrker havde flere træfninger i 2008, og der er store spændinger mellem de to lande. Samtidig har den amerikanske præsident, Barack Obama lovet at prioritere Afghanistan og ønsker at sende flere tropper til landet for at opnå samme succes det større antal soldater har ført til i Irak i 2007.

Manden, der koordinerede den irakiske succes, general David Petraeus, har desuden overtaget ansvaret for USA’s militære operationer i området og vil sandsynligvis spille en afgørende rolle i en eventuel styrkelse af tropper. De britiske myndigheder har også lovet langt større styrker i løbet af 2009, mens flere ISAF-lande, herunder Canada og Holland sandsynligvis vil sine styrker ud.
Afghanistans fremtid er helt afhængig af to ting: Hvordan det går i det afghanske præsidentvalg i 2009, og hvordan situationen udvikler sig i Irak. Hvis valget fører til, at en handlekraftig præsident kommer til magten, samt at Irak stabiliseres i en sådan grad, at et betydeligt antal soldater kan overføres til Afghanistan, kan store betydelige ændringer ske i løbet af året. Hvis dette ikke sker, er der desværre ikke megen grund til optimisme omkring den fremtidige udvikling.
Afghanistans fremtid er helt afhængig af to ting: Hvordan det går i den afghanske præsidentvalg i 2009, og hvordan situationen udvikler sig i Irak. Hvis valget fører til en energisk præsident kommer til magten, og stabilisere Irak i en sådan grad, at et betydeligt antal soldater kan overføres til Afghanistan, de store positive ændringer sker i løbet af året. Hvis dette ikke sker, er der desværre ikke megen grund til optimisme omkring den fremtidige udvikling.

FN’s rolle i konflikten

FN’s sikkerhedsråd godkendte USA’s ret til at angribe Afghanistan efter terrorangrebene 11. september 2001. Ifølge FN havde USA ret til at forsvare sig efter at være blevet angrebet på amerikansk jord. Nogle talte for, at det burde være en FN-hær, der gik ind i Afghanistan, men forslaget blev aldrig seriøst diskuteret. Heller ikke efter Talebans fald har FN haft fredsbevarende styrker i Afghanistan. I stedet har FN givet mandat til den NATO-ledede styrke International Security Assistance Force (ISAF). Styrken har efterhånden flyttet sig ud fra Kabul-området, som var det oprindelige operationsområde for NATO. ISAF har nu overtaget ansvaret for at bekæmpe Taleban i den sydlige del af landet; områder der ellers tidligere har været underlagt USA’s Operation Enduring Freedom.

Der er imidlertid mange andre FN-organisationer til stede i landet for at hjælpe og støtte den civile befolkning. Mange af dem var der længe før både Talebans regeringstid og den amerikanske tilstedeværelse. FN havde projekter i Afghanistan allerede i 1950. UNCHR, FN’s Højkommissariat for Flygtninge, har oprettet og administrererflygtningelejre i Pakistan og Iran. I løbet af de alvorligste kampe i firserne og halvfemserne var 1/3 af den afghanske befolkning drevet på flugt. FN har også indsat store ressourcer på minerydning. Gamle miner er et stort problem i landbrugslandet Afghanistan.

ISAF’s mandat er først og fremmest at gøre det muligt for myndighederne, bistået af FN og andre hjælpeorganisationer, at opbygge et samfund, der fungerer. Mange kritikere mener, at der har været for stor vægt på militær støtte, og at støtten rettet mod humanitære og udviklingsmæssige forhold ikke har været prioriteret højt nok.

ISAF's mandat er først og fremmest at gøre det muligt for de myndigheder, bistået af FN og andre hjælpeorganisationer, at opbygge et samfund, der fungerer. Mange kritikere mener, at der har været for stor vægt på militær støtte, og at støtten er rettet mod humanitære og udviklingsmæssige faktorer, der har ikke været lige så højt.