Det Arabiske forår

Protestbevægelserne i den arabiske verden vil ændre styreformen og forbedre menneskerettighederne. Siden vinteren 2011 har oprøret spredt sig fra land til land – med vidt forskellige resultater.

Sidst opdateret 05.06.2013

Den arabiske våren (Reuters)

© Reuters/Mohamed Abd El Ghany

Den arabiske våren har spredt seg over hele Midtøsten og Nord-Afrika
(© Reuters/Mohamed Abd El Ghany)

Baggrund

Året 2011 var i Nordafrika og Mellemøsten præget af demonstrationer, sammenstød og omvæltninger. Proteserne startede i Tunesien, men spredte sig blandt andet videre til Egypten, Algeriet, Libyen, Marokko, Syrien, Yemen og Bahrain.

Baggrunden for oprøret er et ønske om demokratisering, menneskerettigheder og bedre levevilkår i landet, som har været præget af undertrykkelse. Årsagen til oprør varierer fra land til land på grund af forskellige historiske forudsætninger, samfundsforhold og regeringsførelse. 

Tunesien

Det arabiske forår startede i Tunesien på grund af en personlig tragedie den 17. december 2010. En ung grønthandler, Mohammed Bouazizi, brændte sig selv ihjel i protest mod regeringen, samfundsudviklingen og levevilkårene. Mange tunesere kunne let sætte sig ind i Bouazizis situation. Episoden blev starten på et oprør, der spredte sig fra landsbyen Sidi Bouzid til flere dele af landet, inklusiv hovedstaden Tunis. Mange hundrede mennesker mistede livet i urolighederne, som fulgte i kølvandet på demonstrationerne.

Oprøret, der senere blev kaldt ”Jasmin Revolutionen”, skyldtes økonomiske og sociale årsager som fx en udbredt arbejdsløshed (særligt højt blandt unge), høje fødevarepriser og en udbredt manglende respekt for grundlæggende menneskerettigheder. Oprørerne krævede demokratisering, og at det siddende regime skulle gå af.

Den tunesiske præsident Zine el-Abadine Ben Ali havde siddet på magten siden 1987, og i hans regeringstid var opposition tilladt, men hans regime blev alligevel opfattet som autoritært og korrupt.

Præsident Ben Ali besvarede imidlertid protesterne ved at indføre undtagelsestilstand. I januar 2011 blev Ben Ali og hans familie tvunget til at forlade Tunesien og gik i eksil i Saudi-Arabien, og statsminister Mohammed Ghannouchi etablerede derfor en overgangsregering med mange medlemmer fra det tidligere regime. Efter flere demonstrationer og krav fra demokratibevægelsen om reelle ændringer, blev han dog også tvunget til at gå af. Parlamentets leder udpegede en efterfølger, der skulle lede overgangsregeringen frem til det nye valg i oktober 2011.

Valget foregik fredeligt og med støtte fra over 90 procent af vælgerne. Den nye folkevalgte forsamling skal inden for ét år udarbejde og vedtage en grundlov, som fremover vil danne grundlag for valg af præsident og parlament. Den tidligere præsident Ben Ali blev i juni 2011 stillet for retten, selv om han ikke fysisk var til stedet i landet. Ben Ali blev idømt 35 års fængsel for tyveri af statens ejendom.

Det tunesiske oprør blev i udstrakt grad organiseret ved brug af sociale medier. Facebook, Twitter og YouTube blev brugt til at formidle information og mobilisere især unge og middelklassen. Tv-stationen Al-Jazeera spillede ligeledes en vigtig rolle i formidlingen af information.

Egypten

I Egypten startede oprøret den 25. januar 2011, da tusinde af demonstranter marcherede i Kairos gader i protest mod Hosni Mubaraks regime. Hosni Mubarak havde på daværende tidspunkt siddet på magten siden 1981. Denne protest blev senere kaldt ”Verdens Dag”. Demonstranterne marcherede til Tahrir-pladsen, hvor de slog lejre, og inspireret af oprøret i Tunesien, blev der organiseret gadedemonstrationer og protester i januar og februar.

Demonstrationerne i Egypten blev primært udløst af politibrutalitet, undtagelsestilstand i landet, fejlagtige love, arbejdsløshed, et ønske om at hæve mindstelønnen, boligmangel, stigende fødevarepriser, korruption, mangel på ytringsfrihed og dårlige levestandarder. Hovedformålet med oprøret var at vælte Hosni Mubaraks regime. Udgangspunktet for demonstrationerne var fredeligt, men der opstod voldsomme sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter.  Under de første 18 dage af oprøret blev mindst 846 mennesker dræbt og 6.000 såret.

Foto: Lilian Wagdy via Wikimedia Commons

Demonstranter samlet seg på Tahrir-plassen i Kairo i november 2011 (Foto: Lilian Wagdy via Wikimedia Commons)

En uge efter ”Vredens Dag” havde 250.000 mennesker samlet sig på Tahrir-pladsen. Ligesom Ben Ali i Tunesien, begyndte Mubarak herefter at lave ændringer for at tilfredsstille demonstranterne. Eksempelvis fyrede han regeringen og lovede ikke at stille op til genvalg. Dette var dog ikke tilfredsstillende for demonstranterne, og i februar 2011 blev Mubarak tvunget til at gå af og overlade magten til ledelsen af Egyptens militærstyrker. Mubarak flygtede i eksil med sin familie. Militærledelsen udnævnte en ny statsminister og nedsatte en komité, der skulle forberede demokratiske valg.

Efter planen skal nationalforsamlingen og grundloven være på plads i 2012, og det første frie valg til nationalforsamlingen blev afholdt i november 2011. Militærrådet vil beholde magten, indtil en ny præsident er valgt, og dette har atter skabt utilfredshed og demonstrationer i landet.

I Egypten var brugen af sociale medier ligeledes vigtigt. Demonstranterne brugte sociale medier så som Facebook og Twitter for at koordinere og sprede information om protesterne. Derudover førte brugen af sociale medier til, at den internationale presse blev opdateret om hændelserne i Egypten. Dette resulterede i en stor pressedækning af hændelserne i Egypten.

Algeriet og Marokko

I Algeriet og Marokko var der ligeledes demonstrationer, og de lignede dem, der havde fundet sted i Tunesien og Egypten. Demonstrationerne begyndte således også i januar 2011 og eskalerede i februar. De var ikke så omfattende som dem, der havde fundet sted i nabolandene, hvilket blandt andet skyldtes, at militæret og oprørspolitiet forblev loyale over for staten og ikke blev en del af oprøret.

Demonstrationerne i Marokko og Algeriet førte ikke til ændringer i regimet, men i stedet til politiske ændringer. I Algeriet blev undtagelsestilstanden, som havde været gældende siden 1992, ophævet. I Marokko lovede myndighederne at reducere kongens magt, og i slutningen af juni 2011 blev der afholdt en folkeafstemning, hvor de foreslåede ændringer i grundloven blev vedtaget.

Libyen

Efter folkeligt oprør i nabolandene opstod der ligeledes et oprør i Libyen den 16. februar 2011. Oprøret startede i det østlige Libyen med centrum i landets næststørste by, Benghazi og spredte sig til andre dele af landet, herunder hovedstaden Tripoli.  Som set i nabolandene krævede demonstranterne bedre levevilkår og mere frihed. Derudover udtrykte de deres misfornøjelse med det autoritære regime. Muammar Gaddafi, der havde styret landet siden 1969, slog hårdt ned på oprøret.

Dagen efter de første demonstrationer blev internetforbindelsen afbrudt. Dette forhindrede brugen af sociale medier, som havde været vigtig for at organisere demonstrationerne. Gaddafi og hans familie gjorde det klart, at de ikke ville give slip på magten og påstod, at Israel og vestlige medier stod bag uroen i landet.

Gaddafis regime satte væbnede styrker ind mod demonstranterne og civilbefolkningen. Konflikten udviklede sig til en borgerkrig, da oprørerne begyndte at organisere væbnet modstand.

Foto: US Navy Photo/Jesse B. Awalt via Wikimedia

Muammar Gadhafi hadde makten i Libya fra 1969 til 2011 (Foto: US Navy Photo/Jesse B. Awalt via Wikimedia)

Officerer og andre medlemmer af Gaddafis regime hoppede fra og sluttede sig i stedet til oprørerne. De deltog både i opbygningen af en civil ledelse og bistod den militære modstand.

Et nationalt overgangsråd blev etableret den 26. februar 2011, og siden marts har flere lande anerkendt overgangsrådet som den legitime repræsentation for det libyske folk.

En måned efter demonstrationerne i Libyen startede, vedtog FN’s sikkerhedsråd resolution 1973, som autoriserede etableringen af en flyveforbudszone over Libyen. I resolutionen blev der givet mulighed for at bruge ”alle nødvendige midler”, og FN åbnede dermed op for brugen af militær magt. Begrundelsen for en militær intervention var at beskytte civile mod angreb fra Gaddafis regering.

USA havde den operative ledelse af interventionen af Libyen, og hele styrken bestod oprindelig af Frankrig, Italien, Canada, Storbritannien og USA. Flere lande, så som Danmark, Norge og Sverige, tilsluttede sig styrken senere. I marts 2011 overtog NATO ansvaret for flyveforbuds-operationen. Den international styrke støttede oprørerne med luftangreb, og Danmark deltog med F-16 fly i flere missioner. I oktober 2011 havde Danmark gennemført i alt 597 luft-til-jord missioner, mens to luft-til-luft missioner blev gennemført.

Borgerkrigen varede i omkring ét halvt år med omfattende kampe i flere vigtige byer.

Den 20. oktober 2011 indtog oprørsstyrkerne den sidste Gaddafi-kontrollerede by, Sirte. Gaddafi blev dræbt i angrebet, og det libyske oprør blev officielt erklæret afsluttet den 23. oktober.

Kampene havde forårsaget alvorlige tab på begge sider samt omfattende materielle skader. Den internationale styrke blev kritiseret for at spille en for aktiv rolle i borgerkrigen og afsætningen af Gaddafi.

Efter en periode med overgangsregering blev der afholdt valg til Nationalforsamlingen i juni 2012. Det var landets første frie valg i seks årtier. Det nye parlament vil udarbejde en ny forfatning og fungere i en overgangsperiode frem til et nyt valg som forventes at blive afholdt i slutningen af 2013.

Syrien

Det syriske oprør startede med en protestmarch i hovedstaden Damaskus i marts 2011, hvor der blev rejst krav om løsladelse af politiske fanger. Demonstrationen blev forsøgt standset, og flere blev arresteret. Centrum for oprøret var i byen Dera i den sydlige del af Syrien, hvor der opstod hårde sammenstød mellem aktivister og sikkerhedsstyrker.

Regimet forsøgte at dæmme op for uroen ved at løslade politiske fangere, og præsident Bashar al-Assad afsatte regeringen. I april 2011 ophævede al-Assad undtagelsestilstanden, der havde været i kræft siden 1963. Dette opfattede oprøret dog ikke som en imødekommelse af demokratikravet. Assads invitation i juni til nationaldialog om reform blev ligeledes ikke accepteret som tilstrækkelig.

Modstanden mod regimet tog til i styrke, og det samme gjorde regimets magtbrug. De syriske sikkerhedsstyrker dræbte og sårede mange demonstranter. Ifølge FN er mere end 5.000 mennesker blevet dræbt, og tusinder er flygtet til Tyrkiet og Libanon. Ligeledes sidder mange mennesker i fængsel. Det er imidlertid vanskeligt for FN at vide, hvor mange der nøjagtig er dræbt, idet situationen i landet er kaotisk, og tallene varierer kraftigt alt efter, hvem man spørger.

I august 2011 blev Det Syriske Nationalråd dannet med foreløbig base i Istanbul i Tyrkiet. Nationalrådet er en oprørskoalition, der ønsker at erstatte Assads regime med en demokratisk styreform og frie parlamentsvalg. Afhopperne fra det syriske militær har dannet ”Den frie syriske hær” og fører væbnet kamp mod myndighederne. Der findes derudover andre oppositionsgrupper både internt i Syrien og i Libanon. Dette betyder, at den syriske opposition ikke taler med én fælles stemme, hvilket meget oplagt afspejler, at Syrien er mere kompliceret sammensat end eksempelvis Egypten. Eksempelvis har Syrien har flere minoritetsgrupper af kurdere, kristne og drusere. Mange af dem har levet forholdsvis trygt under Assads regime, men er nu bekymret for, hvad der skal ske, hvis nogen andre tager magten i landet.

Foto: Shamsnn via Flickr/Wikimedia Commons

Demonstrasjonene i Syria startet som fredlige protester, men utviklet seg til væpnede kamper. (Foto: Shamsnn via Flickr/Wikimedia Commons)

Brugen af vold mod demonstranterne er blevet fordømt af mange lande, og konflikten i Syrien blev yderligere internationaliseret i november 2011, da Syrien blev suspenderet fra Den Arabiske liga. Baggrunden var, at det syriske regime ikke havde iværksat fredsplanen, som ligaen havde udarbejdet, og som præsident Assad havde tilsluttet sig. FN’s sikkerhedsråd har gentagende gange forsøgt at vedtage en resolution om situationen i Syrien, men Rusland og Kina har nedlagt veto to gange.

I november/december 2011 beskrev FN’s højkommissær for Menneskerettigheder situationen i Syrien som værende en borgerkrig.

Yemen

Den 27. januar 2011 samlede 16.000 demonstranter sig i gaderne i Yemens hovedstad Sanaa og krævede Præsident Ali Abdullah Salehs afgangen. Saleh meddelte, at han ikke ville stille op til genvalg i 2013, og at han ikke ville videregive magten til sin søn, som mange ellers frygtede. Dog fortsatte demonstrationerne, og efter én måned med protester åbnede sikkerhedsstyrker ild mod demonstranterne i Sanaa og dræbte over 40 mennesker. Præsident Saleh erklærede Yemen i undtagelsestilstand.

Saleh mistede gradvis støtten – endda fra sin egen stamme. Efter pres fra sine politiske allierede og det stigende antal af demonstranter gik Saleh med til at overlevere magten til sin vicepræsident inden for 30 dage. I maj 2011 erklærede Saleh, at han alligevel ikke ville træde tilbage.

Sadiq al-Ahmar, lederen for en af de største stammeføderationer kaldet hashidene, erklærede sidenhen sin støtte til oppositionen. I slutningen af maj 2011 og i begyndelsen af juni var der kampe mellem hashidene, deserterede soldater, andre modstandsgrupper og den yemenitiske hær. I et raketangreb på præsidentpaladset i juni blev Saleh skadet.    

UN Photo/Eskinder Debebe

Tawakkul Karman fikk Nobels Fredspris i 2011 for sin innsats for demokratiet i Jemen. (UN Photo/Eskinder Debebe)

I november 2011 accepterede Præsident Saleh at overlade magten til sin stedfortræder, Abdrabbuh Mansour Hadi, og en samlingsregering blev dannet. Saleh forlod Yemen, og nationalforsamlingen gav ham fuld immunitet til trods for indvendinger fra tusindvis af gadedemonstranter.

En af lederskikkelserne bag det folkelige oprør i Yemen, Tawakkul Karman, fik Nobels Fredspris for sin indsats i 2011.

Bahrain

Den 14. februar 2011 samlede folkemængder sig i den bahrainske hovedstad Manama for at protestere mod korruption og arbejdslejlighed samt for at vise misfornøjelse med det regerende monarki i Bahrain. Et af hovedformålene med demonstrationerne var at opnå større politisk frihed og indflydelse for den shia-muslimske majoritet, idet landet blev styret af sunni-muslimske minoritet.

Demonstranterne samlede sig på Pearl Roundabout, og denne rundkørsel blev akkurat som Tahrir-pladsen i Kairo et symbolsk samlingspunkt for demonstranterne. Protesterne blev på brutal vis slået til jorden, og flere mistede livet, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod ubevæbnede demonstranter ved Pearl Roundabout den 18. februar 2011.

Den 15. marts 2011 erklærede myndighederne undtagelsestilstand efter uger med demonstrationer, og i løbet af undtagelsestilstanden, som varede til juni samme år, blev tusinder af demonstranter, menneskerettighedsaktivister og journalister arresteret. Mange blev stillet for retten i nyoprettede militær-domstole. Ligeledes er der blevet rapporteret om, at shia-muslimske arbejdere og studenter har mistet jobbet som følge af demonstrationerne. Demonstrationer, der krævede løsladelse af de arresterede mennesker, fortsatte frem til efteråret 2011.

Protesterne i Bahrain fortsatte gennem 2012 med episoder af voldelige sammenstød mellem demonstranter og myndigheder. Bahrains regering har forsøgt at stoppe protesterne ved at forbyde demonstrationer og anholde folk der organiserer protester mod landets styre, men protesterne er fortsat i 2013.

Foto: Al Jazeera English via Wikimedia Commons

Demonstranter i Bahrain krever at politiske fanger blir løslatt (Foto: Al Jazeera English via Wikimedia Commons)

Andre lande

Libanon, Jordan, Saudi-Arabien, Iran, Irak, Oman og Sudan har alle haft mindre protestbevægelser, som har fulgt lignede mønstre. Påvirket af udviklingen i regionen har de krævet mere demokrati og respekt for menneskerettighederne, samt forbedring af generelle levevilkår.

FN’s rolle i konflikten

FN’s rolle har varieret i de forskellige lande. Sikkerhedsrådet vedtog i marts 2011 resolution 1973 vedrørende Libyen. Sikkerhedsrådet åbnede op for, at det internationale samfund kunne gå ind med militær. Dette var sandsynligvis meget vigtigt for udfaldet af borgerkrigen i landet.

Det er endnu ikke lykkedes FN’s sikkerhedsråd at vedtage en resolution vedrørende Syrien. Rusland og Kina har nedlagt veto mod to resolutionsforslag, der opfordrede Assad til at gå af. Hovedbegrundelsen var, at de ikke ønskede, at FN skulle blande sig i, hvem der styrer et land. I december 2011 bestemte FN’s Menneskerettighedsråd, at der skal oprettes en specialrapportør for menneskerettigheder i Syrien.

Kilder: http://forsvaret.dk/FTK/Nyt%20og%20Presse/missionupdate/Pages/Missionupdate27oktober.aspx

FN-sambandet © 2014