Introduktion
Krigen i Syrien har været en konflikt mellem landets myndigheder og forskellige oprørsgrupper. Konflikten begyndte som fredelige demonstrationer mod regimet i 2011. Mange lande greb derefter ind i det, der udviklede sig til en brutal borgerkrig – en krig, der har ført til omfattende ødelæggelser, hundredtusinder af dræbte og millioner af mennesker på flugt fra deres hjem.
Baggrund
Syrien blev styret af Assad-familiens autoritære regime i 54 år, indtil regimet faldt i 2024. Regimet blev først ledet af Hafez al-Assad, der tog magten ved et militærkup i 1970. Han blev efterfulgt af sin søn Bashar al-Assad, der overtog magten, da hans far døde i 2000. Da Bashar al-Assad overtog magten, ventede mange syrere på demokratiske reformer, men regimet valgte at gå den modsatte vej. Magten blev givet til færre mennesker, ofte til personer med lignende religiøs overbevisning og i nær familie med præsidenten.
Syrien har længe været et land med en række etniske og religiøse minoriteter. Assad-familien tilhører den religiøse minoritet alawitterne, som er den største minoritetsgruppe i Syrien. Alawitterne har deres oprindelse i shiaislam og udgjorde ca. 11 % af befolkningen, før borgerkrigen brød ud i 2011-12. Langt størstedelen af befolkningen i Syrien er sunnimuslimske arabere.
Assad-familien og alawittene ved magten
Siden Syriens uafhængighed i 1946 har landets magthavere været domineret af alawitter. Baggrunden for dette var den politik om at dele og herske, som Frankrig førte, da det overtog kontrollen med Syrien efter Første Verdenskrig.
For at sikre fransk kontrol og modvirke syrisk nationalisme rekrutterede Frankrig mange unge alawitter til en lokal militærstyrke. Dette førte til, at alawitterne dominerede militæret, selv efter at Syrien blev et uafhængigt land i 1946. Frankrigs Syrien-politik satte de forskellige grupper op mod hinanden. Dette var et dårligt udgangspunkt for at opnå stabilitet i Syrien, da uafhængigheden kom.
Efter flere års talrige militærkup var det militærmanden og politikeren Hafez al-Assad, der tog magten i et statskup i 1970. Assad etablerede derefter et brutalt undertrykkende regime. Han forblev ved magten i 30 år. Da han døde i 2000, overtog hans søn rollen som diktator. Hans søn Bashar al-Assad regerede Syrien lige så brutalt som sin far, hvilket bidrog til store folkelige protester mod regimet i 2011.
Udløsende årsager til krigen
Syrien var et af mange lande, som gjorde oprør mod regimet i foråret 2011 under det, der blev kendt som Det Arabiske Forår. Protesterne blev slået hårdt ned af Assad-regimet. Regimets brutale reaktion på de relativt fredelige demonstrationer fik modstanden mod myndighederne til at sprede sig hurtigt til flere dele af landet.
Da Assad-regimet indså, at demonstrationerne var ved at blive et stort problem, besluttede regimet at løslade ekstremistiske jihadister fra fængslerne. Flere kilder har hævdet, at jihadisterne blev frigivet for at omdanne det fredelige oprør til et voldeligt oprør. Det ville derefter være lettere for Assad-regimet at legitimere den brutale magtanvendelse mod demonstranterne.
Assad havde anklaget demonstranterne for at være sunnimuslimske terrorister. Regimet havde derfor en interesse i at "bevise", at dette var korrekt. Dette var en af grundene til, at Det Arabiske Forår udviklede sig til en brutal borgerkrig i 2012.
Krigens første faser
I 2011 oprettede dele af oppositionen et syrisk nationalråd (SNC) i Tyrkiet. SNC krævede Assads afsked og en demokratisk stat i Syrien. I tilknytning til rådet blev den frie syriske hær (FSA) dannet for at bekæmpe regimets styrker. Både almindelige civile og mennesker, der var sluppet væk fra Assads hær, blev en del af oprørsstyrkerne, der kæmpede mod Assad-regimet.
Efterhånden som kampene blev intensiveret blev situationen stadig mere uklar. Nye oprørsgrupper blev dannet, da flere mennesker fra Syrien og udlandet kom for at kæmpe mod regimet, hvoraf nogle var tilknyttet Al-Qaeda netværket.
Det syriske regime udførte stadig mere brutale angreb mod oppositionen, men var på nippet til at tabe borgerkrigen i 2014. Derfor gik Rusland ind i landet og begyndte at bombe oppositionen i 2015. At Rusland gik ind i krigen og sluttede sig til Assad-regimet, vendte krigen til regimet fordel.
Krigens påvirkning på Syriens nabolande
Krigen i Syrien har ført til, at mange millioner mennesker har måtte flygte. Syriens nabolande Libanon, Jordan, Irak og Tyrkiet har alle modtaget et stort antal syriske flygtninge. Denne udvikling har været vanskelig for nabolandene både økonomisk og politisk.
I Libanon har mange libanesere frygtet, at krigen i Syrien ville lede Libanon ind i en ny borgerkrig. Krigen i Syrien har også påvirket den kaotiske udvikling i Irak og væksten af Islamisk Stat (IS).
Stormagter blander sig i Syrien-konflikten
Syrien har en vigtig strategisk betydning for flere regionale og globale stormagter. Derfor har mange lande blandet sig i konflikten og allieret sig med forskellige parter i konflikten. Hvem, der støtter hvem, kan påvirkes af flere hensyn, såsom tidligere samarbejde, om man har fælles fjender, eller om man deler ideologisk- og religiøs identitet. En af skillelinjerne er blandt andet gruppers og staters tilknytning til enten sunni- eller shiaislam, som i stigende grad er blevet polariseret i løbet af krigen i Syrien.
Dem som støttede Assad-regimet:
På den ene side støttede Rusland, Iran og Hizbollah i Libanon Assad-regimet. Syrien har længe været Ruslands vigtigste allierede i Mellemøsten og er hjemsted for Ruslands eneste militærbase i Middelhavet. Iran og Hizbollah er begge shiitiske muslimske aktører og har været vigtige støtter af Assad-regimet, særligt militært. Havde det ikke været for støtten fra Iran, Hizbollah og Rusland, ville Assad-regimet ikke have været i stand til at modstå oprørerne så længe.
Dem som støttede oprørsgrupper i Syrien:
På den anden side er anti-Assad-grupper blevet støttet af mange forskellige lande, anført af USA. Sunnimuslimske lande som Saudi-Arabien, Tyrkiet og Qatar har støttet oprørerne økonomisk og til en vis grad med våben. Disse lande støttede bestemte grupper ud fra deres egne interesser. Ligesom USA har disse lande anspændte relationer til Iran og senere også til terrororganisationen Islamisk Stat (IS).
Kampen mod IS
I 2014 erklærede terrororganisationen Islamisk Stat (IS) sit «kalifat» og tog kontrol over store områder i Syrien og Irak. IS voksede frem delvist på grund af krigen i Syrien.
Mange stater reagerede på fremvæksten af IS ved at danne en koalition for at nedkæmpe terrororganisationen. Derudover blev Syrian Democratic Forces (SDF) dannet, en lokal styrke bestående af en blanding af flere grupper i Syrien. USA, Jordan, Frankrig og andre lande støttede SDF med militært udstyr og angreb på IS fra luften.
I marts 2019 erklærede SDF, at den sidste IS-højborg i Syrien var blevet besejret. Fra sine skjulesteder har IS fortsat med terroraktioner mod den lokale befolkning, men i meget mindre omfang end tidligere.
• Læs mere om IS på konfliktprofilen Islamisk Stat (IS).
Andre landes konflikter som udspiller sig i Syrien
Den syriske borgerkrig ændrede sig dramatisk igen i 2017, da Tyrkiet besluttede at gå militært ind i Idlib-provinsen. Idlib-provinsen grænser op til Tyrkiet mod nordvest. Mange oprørere og civile fra andre dele af landet er flygtet dertil. Som en konsekvens af den tyrkiske offensiv blev Idlib omringet af tyrkiske, russiske og iranske styrker samt Assad-regimets egne styrker.
I betragtning af den høje andel af civile i Idlib frygtede FN's specialreportere, at kampen om Idlib kunne blive den værste humanitære krise i den syriske krig hidtil. Næsten 3 millioner mennesker bor i Idlib, hvoraf en million af dem er børn.
Situationen i det nordlige Syrien blev endnu mere kritisk, da Tyrkiet valgte at angribe de kurdiske selvstyre områder. Denne militære operation indebar at fratage kurderne områder i det nordøstlige Syrien, der grænser op til Tyrkiet, og derefter oprette en såkaldt sikkerhedszone, som Tyrkiet skulle kontrollere. Kurderne så sig nødsaget til at indgå en aftale med Assad-regimet og Rusland for at få beskyttelse mod tyrkiske angreb.Den tyrkiske offensiv i Syrien blev muliggjort, da USA's præsident Donald Trump valgte at trække de amerikanske styrker tilbage fra de kurdisk-dominerede områder i det nordøstlige Syrien.
I løbet af de seneste årtier har Tyrkiet udført flere militære operationer mod væbnede kurdiske grupper i det nordlige både Syrien og Irak. Og så sent som i november 2022 lancerede Tyrkiet nye angreb mod disse grupper.
I december 2019 øgede Rusland og Assad-regimet angrebene i Idlib-provinsen. FN rapporterede i februar 2020, at krigen i Idlib havde ført til, at mere end en halv million mennesker havde måtte flygte fra deres hjem i løbet af de sidste to måneder. Siden da er yderligere flere hundrede tusinde syrere flygtet fra området.
Krigen i det nordlige Syrien førte til direkte konfrontationer mellem tyrkiske og syriske regulære styrker, dvs. mellem soldater, der repræsenterer myndighederne i hvert af disse lande. Dette øgede risikoen for en større regional krig direkte mellem landene.
Tyrkiet støttede flere af oprørsgrupperne i Syrien, mens Rusland støttede de syriske regeringsstyrker. Derfor var der også fare for direkte krig mellem Tyrkiet og Rusland. Disse to lande har forskellige interesser i Syrien, men har ellers mange fællesinteresser, der gør, at de begge ønsker at undgå konflikt med hinanden. I marts 2020 blev Tyrkiet og Rusland enige om en våbenhvile i Idlib.
Iran har længe haft et konfliktfyldt forhold til både USA og Israel. Konflikten mellem disse lande har også påvirket deres handlinger i den syriske krig. Israel har for eksempel udført hundredvis af angreb på, hvad de formoder, er iransk-knyttet mål i Syrien.
Så sent som i 2021 gennemførte USA luftangreb mod det, de kaldte "iranskstøttede oprørere" i både Syrien og Irak. USA har gjort krav på retten til brugen af sådant militærudstyr, fordi oprørsgrupperne har truet amerikanske mål i Syrien og Irak. Dette er en del af en større konflikt mellem USA og Iran, som omfatter atomvåben.
Udviklingen i slutningen af 2024
I slutningen af 2024 blussede borgerkrigen i landet for alvor op igen, da oprørsgrupper indledte en offensiv mod regimet. På under 2 uger overtog de kontrol med Damaskus, hævdede de at have væltet Assad-styret, som siden 1971 har siddet på magten i landet. Bashar al-Assad og familie formodes at være flygtet i eksil i Rusland. En af grundene til at det pludselig gik så hurtigt skal måske findes i, at al-Assads vigtigste støtter var travlt beskæftiget andre steder: Rusland i Ukraine og Iran og Hizbollahs fokus rettet mod Israel.
Oprørsgrupperne er et kludetæppe af en lang række forskellige oprørsgrupper og lokale militser – ledet af gruppen Hayat Tahrir al-Sham (HTS), som manden Abu Mohammad al-Jolani står i spidsen for.
Efter al-Assad regimets fald udtalte FN’s General Sekretær, Antonio Guterres: ”Syriens fremtid er op til Syrerne at bestemme – de har en historisk mulighed for at opbygge en fredelig fremtid, men der er hårdt arbejde forude med at sikre en politisk forandring og opbygge stærke institutioner”.
